Alfabetet

Fra WikiDandelion

Det er tydeligt at se, at de græske bogstaver har de fønikiske som forbilleder. Fønikerne — et semitisk folk, der stammede fra det område, der nu hedder Li­banon — drev i 1000-600-tallet fvt. storstilet handel i hele middelhavsområdet. Man kender mange af deres bosættelser og handelspladser og har derigennem også et rimeligt godt kendskab til deres skrift. På det grundlag plejede klas­siske filologer at sige, at fønikerne havde udviklet deres skrift — den, som de videregav til grækerne — for at de kunne holde styr på deres forretninger og føre regnskab og bog over deres fortjeneste. Det lyder umiddelbart meget rimeligt for en moderne amerikaner eller vesteuropæer, men det er nok forkert. For det første findes der ikke et ene­ste eksempel på noget, der ligner bogholderi eller handelsregnskab blandt de bevarede fønikiske indskrifter. Det kan selvfølgelig skyldes, at den slags ting ikke bliver hugget ind i sten, eller at teksterne er gået tabt i tidens løb. Men det er nok ikke forklaringen.

Folk, der kender noget til, hvordan forretningslivet i middelhavsområdet og ikke mindst i Mellemøsten foregik for et halvt århundrede siden og såmænd af og til foregår selv nu til dags, vil vide, at affærerne i reglen blev forestået af gamle mænd, der ikke følte nogen større trang til at skrive noget ned om deres forretninger. Den slags ville alt for nemt kunne falde i hænderne på uvedkommende nysgerrige, som for eksempel skatteopkrævere, konkurren­ter eller yngre, emsige medarbejdere, der tit har lyst til at stikke deres næse i noget, der ikke vedkommer dem.

Enhver af middelhavsområdets drevne, gamle forretningsmænd, hvad en­ten det var en godfather i den sicilianske mafia, en pengeudlåner i Beirut el­ler en basarkøbmand i Kairo, kunne udmærket godt huske, hvem der skyldte ham noget — penge eller tjenester — uden at behøve at skrive det op. De var også klar over, hvor mange penge de var gode for uden at behøve at have en bogholder til at fortælle dem det. Hvorfor skulle det have været anderledes for et par tusinde år siden? Det er der ingen grund til at tro.

Det, der var behov for, at samtiden og eftertiden efter den slags folks opfat­telse skulle erindre, er de højere, mere åndelige anliggender, som alle kan have gavn og glæde af at holde sig for øje. Det kan være at sikre sig, at kommende generationer kan se, hvem der har fået opført det flotte gravmæle, så de kan vedblive at hædre ens navn. Det kan være en opregning af, hvad man har givet til hvilke guder og gudinder, hvem der har oprettet milde stiftelser eller væ­ret sponsor for moskeen, kirken eller templet. Det kan være forbandelser over onde mennesker, velsignelser, bønner, poesi og lignede højtidelige sager.

Før man fik skriften, holdt man den slags vigtige budskaber ved lige ved at gentage dem igen og igen og igen ved regelmæssigt tilbagevendende ritualer og ceremonier, som fromme, hellige mænd eller kvinder fik en testamenta­risk fastsat erkendtlighed for at fremsige. Det var – og er – lettest at huske, hvad der skal siges ved den slags lejligheder, hvis det udtrykkes som poesi, det vil sige i bunden form. Hvad der er bunden form varierer afhængigt af det sprog, man udtrykker sig på. Dansk og andre germanske sprog fungerer godt med bogstavrim i begyndelsen af ordene og enderim i slutningen af linjerne.

Semitiske sprog, hvortil fønikisk hørte og hebraisk og arabisk hører, ændrer ordenes bøjninger og betydninger ved at tilføje faste for- og efterstavelser til givne rødder eller radikaler. Derfor bliver den bundne og højtidelige sprogbrug udtrykt ved parallelforløb, som vi nu om dage bliver mindet om i Bibelen, for eksempel i de første vers af Johannesevangeliets første kapitel:

I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud.

Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys.

Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.

Det står rimeligt klart, at fønikerne havde deres skrift fra egypterne. Så alt skulle være fryd og gammen og sømløst lige ud ad landevejen: Den europæiske kultur har sin oprindelse i det faraoniske Egypten, og formidlingen mellem de gode, gamle egyptere og grækerne, de første skrivende europæere og dermed de første europæere, blev besørget af fønikerne.

Men hvorfor er den europæiske kultur så på dette felt – altså skriftlighe­den – blevet forskellig fra den vestsemitiske og den igen fra den faraoniske? Og hvor forskellige er de, når det kommer til stykket? For at tage det sidste først: meget forskellige! Og det netop hvad angår skriftlighed.

De egyptiske hieroglyffer startede deres tilværelse med at være billeder, men udviklede sig efterhånden til at være tegn, der forestillede lyd: Hver stavelse fik sit eget tegn. Stavelsernes antal er stort, og det var antallet af hieroglyffer med fonetisk værdi følgelig også. Skriverens kunst var at kunne huske alle disse tegn og være i stand til at gengive dem. Den, som skulle lære at læse og skrive, måtte stå det ud og huske og huske, men blev så til gengæld i stand til at udtrykke sig med rimelig præcision inden for det ordforråd, som han beherskede.

I stedet for at lære sig alle de mange tegn, nøjedes fønikerne med et tegn for en del af stavelsen: for eksempel for stavelserne ba, be, bi, bo, bu, bæ, bø, bå, bare et tegn, der svarer til 'b', for ka, ke, ki, ko, ku, kæ, kø, kå bare et tegn for 'k', osv. De lærde har brugt meget lang tid på at diskutere, hvad det egentlig var, der skete. Var f.eks. 'k' det, vi kalder en konsonant, eller var det stadig det tegn, der betød stavelserne ka, ke, ki, ku, ko, osv.? Formentlig det sidste – en avanceret form for stavelsesskrift. Det, skriveren opnåede, var 'skriverøko­nomi' på bekostning af 'letlæselighed'. Skriveren behøvede ikke at lære særlig mange tegn, og han (eller hun) kunne, stillet over for tegnet 'k', selv vælge mellem flere forskellige stavelser. Det skulle en vaks og trænet læser vel nok kunne finde ud af. Han eller hun betalte så til gengæld en pris i form af en vis mangetydighed på grund af gætteriet mellem ka, ke, ki, ko, ku, kæ, kø, kå (eller hvad lydene vel kunne ligne), men i de fleste tilfælde fremgik det af sammenhængen, hvilken lyd han skulle vælge.

Den fønikiske skrifttype blev udbredt i Vestasien og genfindes i forskellige videreudviklede former, i nogle tilfælde med tilføjede accenter eller vokaltegn som f.eks. i linear B, som blev benyttet i den minoiske kultur på Kreta, og i den mesopotamiske curieiform (kileskrift). I senere tider blev den fønikiske skrift videreudviklet til sanskrit og i en anden retning til abjad, opkaldt efter de to første bogstaver i vore dages arabiske skrift. Det er derfor nok udtryk for en lidt forvirrende 'oversættelse' til europæisk, når man hævder, at 'den klassiske arabiske skrift har 28 konsonanter, hvoraf tre kan fungere som lange vokaler'. Det vil være mere dækkende at sige, at den arabiske skrift er en højt udviklet stavelsesskrift, der kan klare sig med kun 28 tegn, der hver for sig kan stå for flere forskellige lyde – hvilken lyd, det enkelte tegn i det konkrete tilfælde står for, fremgår af sammenhængen og kun af den.

Derigennem er det lettere at forstå den ejendommelighed ved det arabiske skriftsprog, at det ordnes i et rodsystem bestående af kombinationer af tre tegn, hvortil i forskellige sammenhænge føjes forskellige præfikser og suffik­ser. Det får den konsekvens, at for eksempel de tre arabiske stavelsesangivel­ser, der svarer til 'k', 't' og 'b', kan læses på mange forskellige måder, der alle sammen har noget med skrift, læsning, bøger, kontorer og den slags ting at gøre. Læst som 'katabå' betyder det 'han skrev', som 'kutiba' 'det blev skre­vet', som 'kutub', 'bøger'. Listen kan fortsætte og blive meget lang. Kernen er, at ordbilledet 'k' 't' 'b' i sig selv ikke betyder noget, eller om man vil: betyder en hel masse forskelligt. 'k' 't' 'b' er tilsammen en rod, en radikal, hvis mening fremgår af den sammenhæng, den optræder i. Denne måde at indrette skrift­systemet på har den konsekvens, at selv den læsetrænede arabisk-kyndige må sætte sig ind i et betydeligt stykke af den arabiske tekst, før han eller hun er i stand til at læse den højt. Til gengæld belønner det den kyndige med en uendelighed af associationsmuligheder og giver så at sige af sig selv sproget et vældig poetisk perspektiv. Det betyder så på den anden side, at der har udvik­let sig en enorm forskel mellem det talte og det skrevne sprog. Abjad belønner sine lærde brugere på enestående vis, mens jævnt kyndige og dårlige læsere bliver ilde stedt. Man kan måske sige, at arabere og iranere, der benytter sig af abjad, er nærmere ved den oprindelige mundtlige kultur end europæerne er – et forhold, som den dag i dag er med til at trække grænserne skarpt og dybt mellem den moderne og de mellemøstlige kulturer.

Denne kløft - 'afgrund’, fristes man til at sige – var grunden til, at Mustafa Kemal, der i 1934 fik tildelt hædersnavnet Atatürk ('Tyrkernes Fader'), blandt meget andet også afviklede det religiøst styrede uddannelsessystem og fik igangsat en vidtgående uddannelsesreform. Motivet angav han ganske klart i en berømt tale i Bursa: "En nation, der ikke dyrker naturvidenskab, har ingen plads på civilisationens hovedvej. Men vores nation med dens sande kvaliteter fortjener at blive – og vil blive – civiliseret og progressiv."

Han inviterede i 1924 den amerikanske filosof og uddannelsesteoretiker John Dewey til Tyrkiet for at give råd om, hvordan det tyrkiske uddannelses­system kunne moderniseres, så det muliggjorde udviklingen af en demokratisk og sekulær stat. Dewey konstaterede, at det var nødvendigt at bruge tre års energisk undervisning på at lære børn at læse og skrive abjad på elementært niveau. Det anså Mustafa Kemal for uholdbart. Målet var, at tyrkiske børn – både piger og drenge – skulle kunne lære at læse på elementært niveau lige så hurtigt som (andre) moderne børn. Det førte til nedsættelse af en sprog­kommission, der konstruerede et tyrkisk alfabet med 29 tegn på grundlag af det latinske alfabet plus tegnene Ç, Ğ, I, İ, Ö, Ş og Ü for at kunne gengive alle det tyrkiske sprogs lyde. Ved dekret af 24. maj 1928 blev dette nye alfabet påbudt, og den 15. december samme år udkom den første tyrkiske avis trykt på den nye måde. Men nu er vi allerede sprunget langt frem forbi den tid, men ikke forbi den egn, hvor det tredje af de moderne gennembrud fandt sted. Tilbage igen til ti­den mellem ca. 1000 og 600 fvt., dengang fønikerne og grækerne befolkede (og sloges om) det vestlige Lilleasien. Der lærte grækerne skriften – og de gjorde noget ved den. Det, de gjorde, var ikke at opfinde vokalerne eller vokalteg­nene, for det var allerede gjort, sådan som det den dag i dag fremgår af abjad, hvor tre af tegnene kan fungere som lange vokaler og resten angives ved dia­kritiske tegn, når det er strengt nødvendigt med en meget nøjagtig aflæsning som for eksempel af Koranen. Næ, bedriften var en anden.

Det var at 'opfinde' konsonanterne.

Konsonanterne, medlydene, er, som navnet udtrykkeligt siger, ingen lyd i sig selv. De er stumme, uden lyd, 'athona', som Platon kaldte dem. De kan strengt taget ikke opleves eller erfares i sig selv. Kun sammen med andre tegn 'siger' de noget. Ved at trække grænsen skarpt op mellem vokalerne og en række abstrakte, potentielt lydgengivende segmenter blev det muligt ved hjælp af et meget begrænset antal tegn at angive alle sprogets lyde med en tilstrækkelig nøjagtighed til, at man kunne kende dem igen. Det er det, de alfabeter, der stammer fra det græske, kan gøre, og det er det, de sprog, som betjener sig af abjad, ikke er i stand til.

Overgangen fra mundtlighed til skriftlighed på basis af det græske alfabet fandt indlysende nok sted i Grækenland – hvor ellers? Det er blandt andet det, der gør det antikke Grækenland så utroligt spændende. Hvilket på en måde er ærgerligt nok, fordi vi så også her skal en tur rundt om den med 'Allerede de gamle grækere men det er der ikke rigtig noget at gøre ved. Så altså: Allerede de gamle grækere ... Den græske overgang fra mundtlig til skriftlig kultur er speciel om ikke af andre grunde, så fordi det er første gang, der er blevet mulighed for at gengive en ret stor del af den mundtlige kulturs verbale register med en skrift, som selv et syvårsbarn hurtigt kan lære.

Hvordan det gik til, er der strengt taget ingen, der kan vide. Når det ikke desto mindre alligevel er værd at overveje, er det, fordi det, der kan tænkes og tales om i en skriftbunden civilisation, som den moderne er, er afhængig af, hvem der kan læse og skrive, og hvordan det gøres, og det er igen bestemt af, hvordan man skriver og læser.

Fra Søren Mørch: "Store Forandringer", (BOG 2 • SPROGET, TALEN OG SKRIFTEN).